From MBZIRC 2017 (Photo: DTU)

DTU er inviteret til international robotkonkurrence

Monday 17 Feb 20

Contact

Nils Axel Andersen
Associate Professor
DTU Electro
+45 45 25 35 83

Contact

Ole Ravn
Senior Advisor, Professor Emeritus
DTU Electro
+45 45 25 35 60
Den store internationale MBZIRC robotkonkurrence har inviteret DTU til at dyste mod nogle af verdens bedste tekniske universiteter fra bl.a. Tyskland, Schweiz og Korea. 

MBZIRC, Mohamed Bin Zayed International Robotic Challenge, er en stor international robotkonkurrence, der afholdes i Abu Dhabi fra den 23. til 25. februar 2020. DTU’s hold på otte studerende og fem forskere er netop taget afsted for at gennemføre de sidste test på banen, før konkurrencen skydes i gang. De øvrige deltagere i konkurrencen kommer fra andre af verdens førende universiteter inden for robotteknologi, bl.a. det tyske Universität Bonn, schweiziske ETH Zürich og KAIST fra Sydkorea. 

”Konkurrencen består af i alt tre forskellige udfordringer, der afspejler opgaver, som vi gerne vil se robotter og droner løse fremover,” siger lektor Nils Axel Andersen, DTU Elektro. Han står i spidsen for DTU’s hold, der repræsenterer det eneste danske universitet i konkurrencen. 

I den ene af konkurrencens i alt tre udfordringer skal holdets robot-team, der består af en kørende robot og tre flyvende droner, arbejde sammen om at slukke ilden i en model af et højhus. Det sker ved først at lokalisere de steder i huset, hvor det brænder, og derefter sprøjte vand på flammerne. Robotterne kommer ind ved enten at køre gennem døren eller flyve ind ad vinduerne. Alt sammen uden nogen menneskelig betjening.

”Vi har gennem det sidste år forberedt os på konkurrencen, som vi var så heldige at blive inviteret til at deltage i. Undervejs i forberedelserne har der været et par stopprøver, hvor vi  skulle dokumentere, at vores robotter er udstyret med de rette instrumenter og software til på egen hånd at kunne gennemføre konkurrencens opgaver,” forklarer studerende Joachim Langtved Axelsen.

DTU har oprustet kraftigt på robot- og automationsområdet
En af stopprøverne afspejlede kravet om, at både den kørende robot og de tre droner selv kan aflæse omgivelserne og dermed vide, hvor eksempelvis døre og vinduer i højhuset er placeret, ligesom de med varmefølsomme sensorer kan finde frem til flammerne og slukke dem.

DTU deltog for første gang i MBZIRC-konkurrencen i 2017. Dengang fik universitetet en sølvmedalje i en af konkurrencens challenges. 

Siden da har universitetet oprustet kraftigt på hele robot- og automationsområdet. Der er bl.a. etableret en ny kandidatuddannelse i autonome systemer på DTU, ligesom universitetet i øjeblikket er ved at opføre en testhal til brug for praktiske forsøg med droner og robotter, både i luften, på jorden og i vand. Testhallen bliver en del af DTU’s nye center, Centre for Collaborative Autonomous Systems, og er en unik facilitet til både studerende og forskere, som ikke findes lignende på andre universiteter i Europa.

Opgaver afspejler fremtidens brug af robotter
I MBZIRC-konkurrencens anden udfordring skal den kørende robot og dronerne i fællesskab bygge to hjørnevægge ved hjælp af store klodser. Målet er at få placeret hjørnet korrekt på det markerede sted og derefter bygge væggene så høje som muligt, uden at de vælter. Den sidste konkurrenceudfordring er at fange en bold, som hænger ned fra arrangørens drone, der flyver rundt på banen. Derefter skal bolden afleveres i en kasse. 

Opgaverne i dette års MBZIRC-konkurrence bliver rost af det danske hold.

”Det er udfordringer, som afspejler de opgaver, vi gerne vil have robotter til at løse i fremtiden. Eksempelvis risikofyldte brandslukninger eller eftersøgningsopgaver i uvejsomt terræn. Her vil vi inden længe se robotter og droner arbejde sammen på egen hånd uden en operatør til at styre og beslutte, hvor der skal gribes ind,” siger Nils Axel Andersen.

Det danske hold har som mål at opnå en placering blandt top fem ved den internationale konkurrence. Arrangøren bag MBZIRC beskriver deltagerne således:

”I alt 30 teams har kvalificeret sig til konkurrencen. De repræsenterer internationalt anerkendte forskningsinstitutioner med veletablerede robotlaboratorier. Vi glæder vi os til at se deres innovative løsninger inden for robotteknologi ved dette års konkurrence,” siger dr. Arif Sultan Al Hammadi, Executive Vice-President på Khalifa University of Science and Technology.

 

News and filters

Get updated on news that match your filter.