(Photo: 02Matic)

Iltrobot indgår i behandling af coronavirus

Monday 30 Mar 20

Contact

Nils Axel Andersen
Associate Professor
DTU Electro
+45 45 25 35 83

Kontakt

Farzad Saber
28 86 92 00
fas@o2matic.com

Stor efterspørgsel på den danske O2matic-robot, der sikrer den rette mængde ilt til patienter med vejrtrækningsproblemer. DTU er med til at udvikle en ny version af robotten til anvendelse i hjemmet. 

Egentlig er robotten O2matic fremstillet til at indgå i behandlingen af patienter med vejrtrækningsproblemer, der hverken kan tåle et for højt eller lavt indhold af ilt i blodet. Robotten overvåger og justerer derfor automatisk blodets iltindhold, hvilket tidligere har krævet tilsyn og manuel justering fra en sygeplejerske eller læge op til 40 eller 50 gange i døgnet. 

Da coronavirus for alvor satte ind i Danmark for et par uger siden, blev det oplagt også at inddrage robotten i behandlingen af patienter med covid-19. 

”Coronavirus påvirker lungefunktionen og derfor har disse patienter behov for ilt. Ved at anvende O2matic bliver patienterne løbende monitoreret for, om de ligger stabilt i forhold til iltoptag i blodet,” forklarer Farzad Saber, der er produktionsdirektør i virksomheden O2matic.

Robotten får hvert sekund data fra målinger af iltindholdet i blodet via en sensor. Herefter kan robotten justere mængden af ilt. Hvis der sker voldsomme ændringer i patientens tilstand, udsender den en alarm til personalet. 

”Anvendelsen af robotten kan således reducere behovet for, at sundhedspersonalet tilser den enkelte patient. I forbindelse med behandlingen af covid-19 har det stor betydning at kunne begrænse denne kontakt,” siger Farzad Saber. 

Udvikling af version til hjemmebrug
O2matic robotten er udviklet i tæt samarbejde med forskere på DTU Elektro. Dette samarbejde er nu genoptaget i forbindelse med lanceringen af en ny version af O2matic, som er beregnet til anvendelse i patienternes eget hjem. 

”Det stiller større krav til sikkerhed og udformning, når betjeningen ikke foretages af sundhedsfagligt personale. Vi har derfor haft god gavn af den simuleringsmodel, DTU forskerne har udarbejdet, ligesom de hjælper med værdifulde input til hele den elektroniske del,” siger Farzad Saber.

Planen er at få den nye robot til hjemmebrug klar til efteråret, hvor den næste smittebølge med coronavirus er ventet. 

Lige nu har den lille virksomhed bag iltrobotten dog utrolig travlt. Der indløber ordrer på køb af O2matic-robotter fra hele verden, og da lageret er tømt, arbejdes der på højtryk for at skaffe komponenter hjem, så flere robotter hurtigst muligt kan bygges på virksomhedens fabrik i Næstved. 

News and filters

Get updated on news that match your filter.